Status ved en sørgelig fødselsdag I fem år har Fredsvagten stået på Christiansborg Slotsplads. Mennesker i alle aldre med vidt forskellig baggrund og forskellige evner fandt sammen i forfærdelse over, at Danmark nu deltog i en angrebskrig. Fødselsdagen torsdag d.19.oktober markeres med musik og fest på Slotspladsen. Godt nok underligt, men vi trænger til et lille løft og som man ofte gør ved runde fødselsdage mindes vi nogle af de tiltag, der har været i årenes løb. Jeg husker en dejlig forårsdag i april 2003 hvor vi mødtes i Folkets Park. En af kvinderne havde forfattet et brev og kopieret det i flere hundrede eksemplarer og medbragte lister med navnene på alle Folketingets medlemmer. Vi delte navnene mellem os og sendte hver især en del breve, som vi underskrev med navn og adresse. I brevets fulde længde stod: "Til de ærede medlemmer af det danske Folketing Efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn sidste tirsdag (15.april 2003) har Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, erklæret partiets støtte til regeringens beslutning om at sende danske soldater til Irak som støtte til de amerikanske styrker. Nu taler regeringen om, at der kan være behov for et mere omfattende dansk bidrag. Vi anmoder Folketingets medlemmer om at overveje et sådant skridt meget nøje. Spredte røster advarer nemlig om, at ´kampen for at vinde freden´ kan udvikle sig uforudsigeligt og blive et blodigt og langtrukkent ´eventyr´ for koalitionens styrker. Enkelte scener, transmitteret i vestlige tv-kanaler, har forsøgt at give indtryk af, at den irakiske civilbefolkning modtog koalitionens tropper med spontan og udbredt glæde. Men uafhængige kilder vurderer, at irakernes jubel har været til at overse. En nøje undersøgelse af billeder af nedrivningen af Saddams statue foran Palæstina-hotellet, som udstillet f.eks. på BBC´s hjemmeside, viser, at folkemængden omkring statuen i virkeligheden ikke var særlig stor – set f.eks. i forhold til fredsdemonstrationerne foran Christiansborg i løbet af de seneste uger. Det forhadte regime er væltet, men de amerikansk-ledede styrker opfattes som okkupationstropper, ikke som befriere, og den øvrige arabiske verden deler denne opfattelse. Derfor kan næste fase af ´operation Irak´ meget vel blive blodig og trække lange, grimme spor efter sig – i Irak såvel som i Mellemøsten. Robert Fisk, korrespondent på den britiske avis The Independent, er én blandt flere, som mener, at modviljen mod besættelsesmagten blandt menige irakere er langt mere udbredt, end det fremgår af vestlige medier. Han rapporterer også, at menigmand i Irak er begyndt at tale om, hvornår en modstandsbevægelse ser dagens lys. Samtidig rapporterer adskillige indsigtsfulde analytikere, som har fulgt udviklingen i Irak i mange år, at Saddams Husseins styre har brugt tiden siden den oprindelige Golfkrig på at demontere det tidligere, meget centraliserede forsvarsapparat og at træne styrker, som kan fungere som en diffus, usynlig modstandsbevægelse, der kan vise sig at være ganske uovervindelig. Disse analytikere omfatter såvel den tidligere chefvåbeninspektør, Scott Ritter, hvis kendskab til det irakiske sikkerhedsapparat overgår de flestes, som den egyptisk-svenske forsker, Khaled Bayomi, som underviser på Lunds Universitet. Selvom diktatoren er væltet – og måske endda død – har hverken Republikanergarden, Den Særlige Republikanergarde eller den irregulære Fedajin bevægelse overgivet sig. Ligesom de tyske besættelsesstyrker ikke vidste, hvad de skulle stille op over for den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, kan vi ikke forvente, at den amerikansk-ledede koalition nogensinde vil kunne udrydde den irakiske modstandsbevægelse, som formentlig betragter koalitionen, ligesom danskerne betragtede nazisterne. Endvidere kan man sige, at hvis 15-20.000 britiske tropper ikke var i stand til at bevare ro og orden i Nordirland op igennem de sidste 30 år eller at forhindre de irske nationalisters terrorangreb i England i 90´erne, så kan man næppe forestille sig, at 50.000 amerikanske, britiske og danske tropper, som der er foreslået i en dansk avis i løbet af ugen, nogensinde vil kunne erklære deres mission i Irak for vellykket. I kraft af et luftvåben og andre styrker, som teknologisk set er de irakiske styrker langt, langt overlegne, har amerikanerne været i stand til meget hurtigt at indtage store dele af Irak. Derfor kan man snart være fristet til at erklære, at man har vundet Krigen. Desværre bliver det meste af den amerikanske teknologi stort set ubrugelig, når det gælder om at kæmpe på gadeplan, hvor den irakiske modstandsbevægelse kan fungere på lige fod med koalitionens styrker – og nogle gange endda med mange fordele. Derfor er der langt fra den nuværende situation til, at man har vundet freden. Ud over den kendsgerning, at man med henvisning til regimets brutalitet og påståede besiddelse af masseødelæggelsesvåben har dispenseret fra folkeretten for at gå i krig i Irak, er der stadig en lang række uafklarede spørgsmål, som stiller koalitionens mål og midler i et tvivlsomt lys og risikerer at kaste lange skygger over genopbygningsfasen. Koalitionen risikerer i værste fald at blive slæbt ud i en Vietnam-lignende sump, hvor man står over for en guerillahær med bred opbakning i befolkningen, kendskab til landskabet og udbredt støtte blandt arabiske broderfolk. Koalitionen er på langt sigt dømt til at tabe en sådan krig – som også den hårdt prøvede irakiske civilbefolkning er det. Blandt de mange faktorer, der rejser tvivl om den amerikansk-ledede Irak-intervention, er: Spredte journalistiske røster, heriblandt norske Åsne Seierstad, der optrådte på DR under angrebet på Bagdad, har berettet om umotiverede drab på civile irakere, begået af amerikanske soldater i deres fremfærd. Hvordan reagerer civilbefolkningen i Irak på den slags rygter? Adskillige uafhængige kilder har rapporteret om en systematisk plyndring og ødelæggelse af ministerier, biblioteker og museer i Bagdad, og mindst ét troværdigt øjenvidne, Khaled Bayomi, siger, at amerikanerne bevidst direkte har opfordret til plyndring af offentlige bygninger. Hvorfor har koalitionstropperne ikke grebet ind? Amerikanerne har endnu ikke fundet og fremvist de masseødelæggelsesvåben, som var begrundelsen for at indlede en krig. Hvorfor indledte man så krigen? Koalitionens styrker har endnu ikke fanget ét eneste medlem af Saddams absolutte inderkreds, som man ellers lovede at stille til regnskab. Ifølge den erfarne krigskorrespondent Robert Fisk har dokumenter, der kan afsløre styrets forbrydelser, ikke vakt koalitionens store interesse. Hvorfor ikke? Amerikanske toppolitikere overvejer at føre krigen videre. Man påstår, at Saddam-folk er flygtet til Syrien – som man nu også mistænker for at udvikle kemiske våben. Hvad er motiverne? Flere vigtige politiske og religiøse grupperinger i Irak – herunder en af de største shiamuslimske oppositionsgrupper – valgte at boykotte de indledende samtaler om en overgangsregering i Irak. Hvad betyder det for et demokratisk Irak – og for den voksende anti-amerikanske stemning i landet? To af de absolutte topfigurer, som USA har udset til at varetage ledelsen af Irak, er allerede dybt kompromitterede i den arabiske verden. Hvad betyder det for et nyt regimes legitimitet? Mistanken om, at amerikanerne ønsker kontrol over de irakiske olieressourcer, synes svær at komme til livs. Hvad er amerikanernes egentlige motiver i Irak? Olie, globale strategiske interesser, ambitioner om en enestående, verdensomspændende indflydelsessfære? Jeg opfordrer det danske Folketing til alvorligt at overveje, om man ønsker at lade danske soldater deltage i et udvidet amerikansk eventyr med mange ubekendte faktorer, tvivlsomme midler og usikre mål. Irak kan hurtigt blive en meget pinlig sag for de danske politikere, der har støttet Danmarks deltagelse i en besættelse, som skulle have været midlertidig. Med venlig hilsen" Ud af samtlige medlemmer af Folketinget var der kun én der skrev tilbage til os d.22.april: "Kære Tak for dit brev vedrørende den ulykkelige situation i Iraq, - et brev som jeg forstår, du har sendt til alle medlemmer i Folketinget. Jeg har den største forståelse for, at du er bekymret og usikker på, hvad den kommende tid vil bringe i forhold til sikkerhed, tryghed og stabilitet for det irakiske folk, - jeg er selv bekymret men håber selvfølgelig på, at FN får en afgørende rolle at spille. Med venlig hilsen Ritt Bjerregaard" Det var dengang – og hvor er vi nu? Vi siger stadig "vil I ikke snart lytte?" og "hvornår kommer soldaterne hjem?". Derfor gør vi opmærksom på "5-års-fødselsdagen" med fest og musik på Slotspladsen. Birte
